Akut smerte

Akut smerte? Har du fået en akut skade skal du i første omgang tage stilling til, om det er noget, der kan blive forværret, hvis det ikke bliver behandlet straks.

Akut smerte

I denne kategori skal du være ekstra opmærksom, hvis der er tale om slag på hovedet med efterfølgende kvalme, svimmelhed, hovedpine, opkast, synsforstyrrelser, tab af bevidsthed og andre neurologiske symptomer.

Det kan i så tilfælde være livsvigtigt at søge læge eller skadestue indenfor kort tid (timer). Ligeledes er der skader på nedre ryg, som kan udløse neurologiske symptomer, der kan være mere alarmerende end andre.

Disse er vandladningsproblemer (man føler, at man skal tisse, men kan ikke), afføringsinkontinens (svært ved at kontrollere afføring) og ridebukseanestæsi (følelsesløshed i skridtet). Et eller flere af disse kunne være tegn på cauda equina syndrom, som er forsnævring af rygmarvskanalen grundet eksempelvis en stor diskusprolaps. 

Er der tale om mindre alarmerende symptomer såsom blot akut smerte i enten led eller muskulatur, opstået efter en overbelastning som du er bekendt med, så vær opmærksom på, at kroppens nervesystem ofte har en noget overdimensioneret reaktion på en skade. Oftest er graden af smerte ikke et signal om, hvor alvorlig skaden er.

Har du skadet et led eller en muskel, opstår der hævelse, rødme, varme og smerte. Dette er et udtryk for inflammation. Inflammation er det første skridt til heling.

Tidligere anbefalede man at lægge is på straks. Nyere forskning fortæller, at de første 3 dages inflammation faktisk er godt for helingsprocessen. I denne del af processen er det et godt råd at holde leddet i bevægelse. Vær dog opmærksom på at undgå smertefulde bevægelser. Samtidig kan det anbefales at sørge for at være godt dækket ind med Omega 3 fedtsyrer (fiskeolie). Herved mindskes risikoen for, at den akutte inflammation skal blive kronisk.

Er der fortsat inflammations-tegn (rødme, hævelse, varme og akut smerte) efter 3 dage, er det en god ide er at lægge is på. Det anbefales 15 minutter, op til 1 gang i timen. Læg et tyndt stykke stof imellem hud og is, så du ikke skader huden. Det skal føles koldt i 1-2 minutter, hvorefter det bliver følelsesløst.

Is mindsker gennemstrømning af blod og dermed blødning i vævet. Dette mindsker hyppigheden af smerteimpulser i nervesystemet og dermed smerten. Det virker i øvrigt antiinflammatorisk.

Sørg fortsat for at undgå bevægelser som forårsager smerte. Vær dog samtidig klar over, at skaden oftest heler hurtigere og bedre, hvis området bevæges (smertefrit).

Smertelindring

Det anbefales af sundhedsstyrelsen at tage NSAID (nonsteroidal anti inflammatory drugs) såsom Panodil og Ipren. Dette er naturligvis ikke tilfældet, hvis du har en sygdom, hvor du ikke tåler den slags. Samme gælder hvis du tager medicin som gør, at kombinationen forvolder skade. Generelt anbefaler vi ikke NSAID i de første 3 dage, da det potentielt forstyrrer helingen.

Er smerten ikke væk efter 2-3 dage, er du i tvivl om, hvorvidt det skal behandles/udredes, eller vil du bare gerne sikre dig, at alt er ok, så opsøg en kompetent sundhedsperson. Strækker symptomerne sig ud over 4 dage, så læs under ”kroniske smerter” om, hvorfor du ikke blot skal afvente at smerten forsvinder.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at skrive en mail på info@kiropraxis.dk eller ringe til os på telefon 40 70 40 70